At værdsætte vores intelligens

• Hvordan vi har brug for noget Dharma-forståelse, før vi virkelig kan værdsætte vores dyrebare menneskeliv
• En vis tro på andre områder af tilværelsen hjælper os med at forstå værdien af ​​dette liv
• Tænker på oplevelsen af ​​andre livsformer
• I betragtning af hvordan vi er et produkt af årsager og betingelser
• Vanskelighederne ved at øve sig i andre situationer

Essensen af ​​et menneskeliv: værdsættelse af vores intelligens (downloade)

Vi fortsætter med vers 3:

Du af fine funktioner, du har fået
Denne opportune og afslappede menneskelige form.
Hvis du følger mig, der taler for at hjælpe andre,
Hør godt, jeg har noget at sige.

Det, han først siger her, er, at han henvender sig til Palden, den person, der bad, og siger: "Du har en passende og afslappet menneskelig form." Hvilket betyder, at du har frihederne og formuen til et dyrebart menneskeliv.

Det er en af ​​de første ting, vi skal forstå på vejen. Og selvom det kommer i begyndelsen – for at værdsætte vores liv og dets mening og sjældenheden og vanskeligheden ved at opnå det – kan vi ikke rigtig opleve dem, før vi har en ide om resten af ​​vejen. For medmindre vi ved noget om Dharmaen og har en ide om, hvor vi vil hen åndeligt, uden det, så kan vi ikke se værdien af ​​dette liv. For hvis vores sind kun er fokuseret på de otte verdslige bekymringer, og det er målet for vores liv, så siger nogen "du har frihed og formue," og du siger: "Så hvad, andre mennesker har mere. Jeg har ikke nok. Verden er ikke god nok for mig."

Sandt eller ikke sandt? Ja? Vi reagerer med jalousi eller hvad som helst.

Men når vi virkelig værdsætter Dharmaen og hvad Dharmaen kan gøre for os, så værdsætter vi vores liv.

Det, jeg ser, er også, at når vi har en eller anden tro på, at der er andre områder af tilværelsen, hjælper det os virkelig med at forstå værdien af ​​vores menneskelige liv. For når vi ikke tænker på andre riger, eller det eneste andet område af tilværelsen, vi tænker på, er dyrene, så siger du, "nå, okay, jeg kunne blive født som en kat i klosteret. Uvidenhed er lyksalighed, siger de, og jeg kan sove hele dagen, og ingen styrer mig rundt - undtagen Pipsqueak, der jagter mig hele tiden...." Men der er ingen følelse af kun værdien af ​​at have menneskelig intelligens og de muligheder, vi har som menneske.

Men når vi virkelig tænker på, at vi kunne blive født i andre livsformer, og hvordan det ville være at opleve nogen i den livsform... For vores sind at blive fanget i en krop af andre livsformer... Så sætter vi virkelig pris på vores dyrebare menneskeliv.

Hvis det nu er svært for os at tænke på andre livsformer, så start med at tænke på, at hele dit liv er 90 år gammelt og senil. Forestil dig det; at hele dit liv var sådan. Og sammenlign det så med den mulighed, du har nu. Eller forestil dig, at hele dit liv er som et-årig eller to-årig, og du tænker, at du aldrig vil kunne udvikle dig forbi det. Det er stadig menneskeligt. Men vil du gerne blive hos en baby krop i flere årtier? Eller bo hos en ældre krop i flere årtier, og har det været hele dit liv? Svært. Hvis vi virkelig stræber efter befrielse, ser vi, at når vi sidder fast i visse kroppe, så er sindet meget, meget begrænset. Hvad sindet kan gøre er så (snævert, begrænset).

Det er ret nyttigt at tænke sådan, for ellers tager vi vores nuværende oplevelse for givet, og vi tror, ​​at vi altid har haft den intelligens og evne, vi har nu, og altid vil have det. Men selv når du tænker på et tidspunkt, hvor du har været meget syg….. Har du nogensinde haft feber og været lidt vild, og du kan ikke tænke klart? Hvordan ville det så være at have hele dit liv i den mentale tilstand?

Det, jeg siger, er, at en del af vores problem med ikke at have en oplevelse af det dyrebare menneskeliv og dets betydning er, at det nuværende øjebliks udseende er så stærkt, at vi tror, ​​det er permanent, at det vil vare for evigt. Og det er et stort problem i vores sind. For så tager vi bare alt for givet og brokker os over, at det ikke er bedre. Og vi bliver også involveret i alle vores småproblemer, fordi vi ikke tror, ​​at der er nogen langsigtet mening med vores liv.

Det er en vanskelighed, vi har. Og jeg tror også, at ikke at have en form for følelse for genfødsel igen gør, at vi ikke værdsætter vores liv. For hvis vi har denne følelse for genfødsel, og at vi kan blive genfødt i andre livsformer... At jeg ikke altid er mig – det er det store, jeg er ikke altid mig…. Som er ved at komme ind i hele tomheden, ikke? Hvorimod når vi har følelsen af ​​"jeg vil altid være den, jeg er nu," dreng, er det ikke grebet om den iboende eksistens? Griber efter varighed. Sindet er fuldstændig opslugt af samsaras rod. Og så blive vred på andre mennesker, der taler om genfødsel, og fortælle dem, at de er fuldstændig skøre.

Jeg tror, ​​at selvom folk ikke i starten kan få en følelse af genfødsel, så hold den på bagen. Hold et åbent sind. Se om tanken om genfødsel kan hjælpe dig med at forstå nogle ting om dit liv.

Jeg ved, for mig, selv langt før jeg blev buddhist, da jeg var et lille barn, spurgte jeg, "hvorfor blev jeg født mig?" For det var meget tydeligt for mig, at jeg havde en formue i livet, da jeg voksede op i middelklassens Amerika, som de fleste andre mennesker i verden ikke havde. Det var længe før jeg lærte buddhisme. Og jeg tænkte, "hvorfor blev jeg født med denne formue? Det er bestemt ikke fair.” Så hvorfor er vi født.... Hvorfor er jeg født mig? Og så senere, når du viser dig at være en voksen, der ikke var den voksne, dine forældre havde planlagt, at du skulle være, så spørger du også: "Hvordan opstod det her?" For hvis det kun var natur og næring, skulle vi alle være vokset op til at være præcis de voksne, som vores forældre ønskede, vi skulle være.

Er nogen af ​​jer præcis, hvad jeres forældre ønskede, at I skulle være? Kom nu. Vi har vores egne personligheder, ikke? Vi har vores egne tanker. Vi har vores egne værdier og mål. Hvordan kan det ske? Der skal være en anden faktor end blot gener og konditionering i dette liv. Der skal være.

At tænke på genfødsel hjælper os med at forstå, måske, hvorfor vi er, som vi er, og hjælper os med at tænke: "Okay, hvis jeg er, som jeg er, fordi jeg skabte visse årsager i fortiden (fordi systemet af årsag og virkning fungerer ), så vil de årsager, jeg skaber nu, påvirke, hvad jeg bliver i fremtiden.”

Det forstår vi alle i forhold til vores første opvækst. Derfor ønskede vores forældre, at vi skulle få en god uddannelse. Hvis du får en god uddannelse så får du en god karriere, så tjener du mange penge, så er du glad. Det er deres måde at se tingene på. Så vi voksede op med en vis tro på årsager og betingelser.

Men vores tro på årsager og betingelser er kun i dette liv. Det er ret smalt. Hvad med fremtidige liv? Hvad med tidligere liv? Kan vi udvide vores sind til at omfatte et større system af årsag og virkning?

Når vi tænker i de baner og så ser på vores dyrebare menneskeliv... At vi har menneskelig intelligens, og hvor er det spektakulært, hvis vi dirigerer den på en værdifuld måde. Hvis vi ikke styrer vores menneskelige intelligens på en etisk måde, bliver vi værre end dyr. Fordi dyr kun vil dræbe og skade andre, hvis de er truet. Mennesker gør det for sjov, for sport, for magt, uden nogen god grund overhovedet. Eller noget politisk bla bla. Dyr ville aldrig skade andre, som mennesker gør.

Hvis vi virkelig værdsætter vores menneskelige intelligens, må vi se på, hvordan vi bruger den. Hvilke årsager skaber jeg? Hmmm? Og hvad ville der ske, hvis jeg ikke havde denne menneskelige intelligens? Hvad kunne jeg så gøre? Hvad ville der ske, hvis jeg var fysisk eller mentalt alvorligt svækket, sådan at jeg ikke kunne forstå Dharmaen? Store problemer. Eller hvad ville der ske, hvis mit sind var så rigidt i mine egne forforståelser, at hver gang jeg hørte Dharma-lære, afviste jeg dem uden videre, fordi de ikke var enige i mine meninger? Og jeg var meget stolt af mine egne meninger. Så igen store problemer.

Eller hvad ville der ske, hvis vi havde den dybe åndelige længsel, som vi alle har, men vi levede i en verden, hvor den Buddha ikke var dukket op, og der var ingen lære? Eller der var nej sangha fællesskab. Eller der var ingen skrifter eller ingen lærere. Så du havde denne meget inderlige åndelige længsel, men du kunne ikke møde en vej, der gav mening for dig. Du havde alt det andet betingelser for et godt liv, men man kunne ikke møde en vej, der gav mening. Eller hvad ville der ske, hvis vi blev født som en person, der slet ikke havde nogen åndelig interesse? Bare helt fokuseret på at tjene penge, være berømt, have et godt sexliv. Hvad sker der, hvis det var vores livs mål, og vi brugte hele vores liv på at søge efter det uden nogen tanke på andres lykke eller på vores eget fremtidige liv, for den sags skyld.

Når vi virkelig ser på, hvordan vi kunne have været, på omstændighederne i vores liv, kunne de så let have været noget andet. Hvis jeg var blevet født som mine forældre, ville jeg ikke sidde her lige nu. Fordi mine forældre havde en helt anden måde at tænke på, helt andre mål i livet. Hvis jeg var blevet født som en af ​​kandidaterne til det kommende præsidentvalg, ville jeg ikke sidde her lige nu. Hvem ved, hvilken slags vrøvl jeg ville tale om.

Jeg tror, ​​det er vigtigt at forstå på et eller andet niveau, at vi er betingede fænomener. At jeg ikke altid er den person, jeg ser ud til at være lige nu; at den, jeg ser ud til at være lige nu, er betinget af tidligere ting. Og den konditionering betyder forgængelighed og forgængelighed. Og at jeg ikke ved, hvad jeg skal blive. Og så mens jeg har det gode betingelser Jeg har lige nu, at det er ekstremt vigtigt, at jeg bruger dem betingelser og ikke bare spilde mit liv på at lave stupidaggios. Og med stupidaggios mener jeg ting, der ikke fører os til en god genfødsel, eller som ikke fører os mod befrielse og oplysning, men ting, der bare holder os fast i vores smålige sind, "Jeg kan lide det her, men jeg kan ikke lide det. Og hvorfor kommer de til at gøre det, og det gør jeg ikke?” Kender du det sind? Sådan et spild af tid. Og alligevel har vi det så tit.

En vis bevidsthed om vores dyrebare menneskeliv og den mening, der kan udledes i form af Dharma fra vores liv, revolutionerer fuldstændig, hvordan vi har det med at være i live. Og hvis vi forstår det godt, vil vi aldrig nogensinde blive deprimerede igen. For hvis du ser, når vi bliver deprimerede, hvad tænker vi så på? Os selv og vores egen nuværende tilstand. At tænke på dyrebart menneskeliv og meningen med vores liv, trækker os ud af det. (Her taler jeg ikke om klinisk depression, jeg taler om de andre former for depression.) Hvis vi virkelig har en fornemmelse for meningen med vores liv, er det ligesom, du vågner hver dag og føler: “Wow. Dette er forbløffende. Og jeg er så heldig, og jeg kan så meget.”