Vers 38: Den dygtige købmand

• At give med forventning om afkast er meget som at gøre forretning
• Stræb efter at dyrke en klar motivation, når du giver velgørenhed

Gems of Wisdom: Vers 38 (downloade)

Vers 38:

Hvem er kun en dygtig købmand blandt verdens væsener?
Protektor, der giver velgørenhed i håb om at få et afkast.

"Hvem er kun en dygtig købmand blandt verdens væsener? Patronen (eller donoren), der giver velgørenhed (eller dana, generøsitet) i håb om at få et afkast."

I verden opfordrer alle til generøsitet. Og alle synes at dele og give og være velgørende er en god egenskab. Det er meget let for de otte verdslige bekymringer at komme ind i vores gavn af næstekærlighed og at forurene vores generøsitet, fordi tanken kommer, "Åh, hvis jeg giver dette, så...

• "...andre mennesker vil mene, at jeg er meget generøs, og det vil hjælpe mit omdømme."
• "...andre mennesker vil vide, at min forretning går godt."
• "...Jeg får særlige fordele."
• "...jeg får mit navn nævnt hist og her, og de personer, der er ansvarlige for Dharma-centret – eller de personer, der har ansvaret for hospitalet - vil gøre gode ting for mig, når de har en undervisning eller en stor banket."
• "...Jeg kommer til at sidde foran med de vigtige mennesker...."

Kender du det sind?

Selv på en anden måde giver vi måske bare noget til en ven, men vores sind tænker: "Åh, nu vil de kunne lide mig."

Hvor meget er vores at være venlig over for mennesker, eller at være generøs, gjort med en ren motivation? Og hvor meget af det gøres med en bagtanke, der ønsker nogle ego-frynsegoder? Det er faktisk lidt svært at give helt uden den forventning om at få noget tilbage. Men det er præcis, hvad vi sigter efter. For hver gang vi giver med en motivation til at modtage, er vi faktisk som den købmand, der bliver henvist til i verset. Vi laver forretninger. Okay? Så jeg giver dig dette og så til gengæld:

• Du kan lide mig.
• Eller du giver mig frynsegoder.
• Eller jeg får en god genfødsel.
• Eller jeg får rigdom i et fremtidigt liv.
• Eller…. Jeg får noget ud af det her.

Dette er en af ​​grundene til, at vi i Abbey ikke opkræver betaling for nogen af ​​de begivenheder, vi har her. På nogle af de længere arrangementer beder vi folk give dana, der understøtter, at hele gruppen kan komme. Og det er altså meget anderledes, end at folk betaler for sig selv. Vi opfordrer folk til at spørge deres venner og familie og hvem som helst om at bidrage til dana. Og meget ofte, hvis folk ikke kan give det, så bringer de bare, hvad de har. Men i det store og hele kommer folk her for kortere aktiviteter, og der bliver ikke bedt om betaling af dem. Også for de bøger og så videre, der er nedenunder, er det hele givet frit. Det er fordi vi ønsker at leve vores liv som generøse liv, og vi ønsker at opmuntre andre mennesker til også at være generøse. For så skaber alle fortjeneste. Men hvis du opkræver for arrangementer, tager du for bøger og ting, så er det at drive forretning. Er det ikke? Og på tidspunktet for Buddha, Buddha aldrig opkrævet nogen for at gå til nogen undervisning. Alt blev tilbudt frit.

Og Dharma bør ikke kun være for rige mennesker. Sundhedspleje bør ikke kun være for rige mennesker. Mad skal ikke kun være for rige mennesker. Jeg synes, det er ting, som alle fortjener. Og hvis der bare er en måde at give på og så håbe, at folk vil give til gengæld, så skaber alle den fortjeneste, der modnes i, at alle har det, de har brug for. Men når du opkræver, og alle gør forretninger, er der ingen værdi. Og så får du den slags "jamen lad os se, hvor meget vi kan opkræve, så folk stadig kommer ...." Og det er egentlig ikke så rart. Og det føles virkelig meget bedre, når du kan leve dit liv som et liv i generøsitet.

I tråd med dette, du ved, modtager jeg mange invitationer til at gå forskellige steder hen for at undervise, når jeg overvejer, hvor jeg skal hen, og hvor jeg ikke skal hen, hvor meget dana folk giver, er ikke et af de kriterier, jeg overvejer. Jeg overvejer alvoren hos de mennesker, der inviterer, og deres modtagelighed over for Dharma.

Dette kan nogle gange være meget svært for læglærere, når de er afhængige af den dana, de modtager, for at brødføde deres familie og uddanne deres børn og alt muligt. Hvorimod at være en monastiske det er meget nemmere. Vi har ikke børn, og vi har ikke en masse ting, som læglærere har brug for for at understøtte deres almindelige livsstil.

Men alligevel skal vi som klostre være meget forsigtige med vores motivation. Og så dette vers er for alle virkelig at være opmærksomme på, og prøve så meget vi overhovedet kan for bare at give og nyde at give. Og den glæde, vi nyder ved at give, er faktisk "afkastet". Det alene er godt nok.

Uanset om folk roser os eller ej, takker os eller ej, værdsætter os eller ej, det lægger vi til side. Det er ikke det, vi leder efter. Men netop den tilfredsstillelse, der opstår i os selv over at kunne give. Om det, vi giver, er noget stort eller noget småt. Bare den glæde, der kommer ved at give, bliver sin egen belønning. Det er det, vi sigter efter.