Vers 19: Kritik, pludren og snak

• Er det sind, der ønsker at kritisere andre, lykkeligt?
• Hvordan man bruger vores tale mere klogt og venligt

Visdommens ædelstene: vers 18-19 (downloade)

Jeg ved ikke, om vi blev færdige med Vers 18 helt. Vers 18 var:

Hvilke skarpe våben skærer hjerter, når folk mødes med hinanden?
At sige hårde og grusomme ting og kritisere andres fejl.

Det gør vi meget. Måske må vi hellere gå videre til næste vers. [latter]

Det er interessant at tænke: Når jeg virkelig kommer ind i et kritisk sind, hvad vil jeg så egentlig på det tidspunkt? Når vi kommer i en af ​​disse stemninger, hvor vi bare kritiserer, kritiserer, kritiserer alle og enhver…. Du ved, en af ​​de stemninger? Så stopper jeg op og siger: ”Hvad er det, jeg egentlig vil? Hvad presser mig til at tale sådan? Jeg vil noget. Hvad er det, jeg egentlig vil?” Det er et meget interessant spørgsmål at stille mig selv, for nogle gange, når jeg stiller det spørgsmål til mig selv, er svaret ”Jeg vil gerne være glad for mig selv. Jeg vil gerne være glad for mig selv, men i det øjeblik er jeg ikke tilfreds med mig selv.” Så hvad gør jeg, når jeg ikke er tilfreds med mig selv? Jeg kritiserer andre mennesker. For hvis jeg kan få andre mennesker ned, så tænker min forskruede tankegang, at så må jeg blive bedre. Forstår du hvad jeg mener?

En af mine lærere, Geshe Ngawang Dhargyey, plejede at sige, vi mødes med vores venner, og vi smider andre mennesker i vores tale, og så er konklusionen på samtalen, at vi er de to bedste mennesker i verden.

Hvorfor skal jeg prøve at gøre mig selv til den bedste person i verden? For jeg har det ikke godt med mig selv til at starte med. Så så må jeg stoppe op og sige: "Nå, hvordan kan jeg have det godt med mig selv?" Og så skal jeg se på, hvilken adfærd jeg har gjort, der gør, at jeg ikke har det godt med mig selv. Og hvilken adfærd skal jeg gøre, så jeg har det godt med mig selv. Det er en af ​​de ting, jeg finder, når jeg spørger mig selv, hvorfor jeg kritiserer andre mennesker.

Så siger jeg andre gange bare: "Nå, jeg er i dårligt humør." Og det virker bare som sådan en god grund, gør det ikke? Hvordan kan nogen klandre dig for at kritisere alle, hvis du er i dårligt humør? Fordi alle gør det. Det er ligesom, hvordan slipper jeg mit dårlige humør ud? Jeg siger, "Nyah njah." Så er det sjovt, for så siger jeg: "Jamen det løser ikke problemet med mit dårlige humør." At kritisere andre mennesker slipper ikke for mit dårlige humør. Virker slet ikke. Det er en dårlig strategi. Og så nu er det lidt på det tidspunkt, hvor jeg siger: ”Åh, jeg er i dårligt humør. Nå, jeg er nødt til at slippe den stemning." Det er bare en stemning. Jeg er nødt til at droppe det. Og ikke forstærke det. Ikke bygge det op. Brug det ikke som begrundelse for at sige hvem-ved-hvad om hvem.

Jeg synes, at den slags fungerer godt som en måde at dæmpe den negative tale på, for jeg ved ikke med dig, men jeg finder ud af, at når jeg taler dårligt om andre mennesker - Nå, jeg har det normalt ikke så godt med mig selv, når Det gør jeg. Men så bagefter er jeg lidt bekymret - når jeg smider nogen bag deres ryg - at de vil finde ud af det. Og hvad gør jeg så, når de finder ud af, at jeg har talt sådan om dem bag deres ryg? Og så også, de mennesker, som jeg siger alle disse grimme ting [om en anden], hvad vil de tænke om mig? Så i dette tilfælde er det måske nyttigt at bekymre sig om mit omdømme. Måske få mig til at holde min mund lukket.

Så det næste vers.

Vers 19

Hvilken usynlig vind bringer svaghed og vandrer uden ende?
Forkælelse med pludren og snak uden nogen betydning.

Den syvende Dailai Lama har været igennem forskellige slags tale her. "Den usynlige vind, der bringer svaghed." Du ved? Du har ingen energi bagefter. Det vandrer uden ende. Og i slutningen af ​​dagen er du ligesom [udmattet]. Nå, det er, hvad der sker, når vi hengiver os til pludren og snak, der ikke har nogen betydning.

Det gør vi ikke, vel? "Yak yack yack yack...." Vi snakker om alle mulige ting. Og så i slutningen af ​​dagen: "Jeg havde så travlt i dag, at jeg ikke havde tid. Jeg havde så mange ting på min liste, som jeg gerne ville gøre.” Men så ser vi tilbage, og hvor meget tid brugte vi i løbet af dagen på bare at snakke om det her, snakke om det…. Ingen af ​​dem har nogen betydning. Og: "Åh, jeg havde så kort tid. Ikke tid til at lave min Dharma-øvelse i aften. Skal gå i seng."

Hvis vi skærer ned på fjernsynet og ledig snak, har vi så meget mere tid. Det er derfor, når vi laver retreats, vi normalt holder stille under vores retreats. Og så er der lige pludselig så meget tid, og man kan faktisk lære sig selv at kende, fordi man ikke altid taler om dit og dat, og danner sig meninger om ting, som egentlig ikke har den store betydning.

Så godt at overvåge talen og tænke:

• Er det, jeg siger, passende på dette tidspunkt?
• Bringer det, jeg siger, harmoni?
• Er det, jeg siger, sandt?
• Er det venligt, hvad jeg siger?

Fordi vi skaber så meget karma gennem denne ting [peger på munden]. Og nu gennem denne ting [mimer at skrive på tastatur og smartphone]. Men hvis vi virkelig overvåger det og spørger os selv, så er der mulighed for at transformere, hvordan vi kommunikerer, og hvordan vi bruger vores tale. Og vores tale kan være et kæmpe instrument til at skabe det gode i verden. Eller et kæmpe instrument til at skabe kaos.

Så lad os være forsigtige med vores tale.