Den tredje ikke-dyd ved tale: Barsk tale (del 1)

Den tredje ikke-dyd, som Buddha rådede os til at være opmærksomme på er hård tale. Dette er tale, der sårer andres følelser. Det er forskelligt fra splittende tale, fordi med splittende tale er jeg ked af denne person, så jeg taler med en anden person. Med hård tale er jeg ked af denne person, så jeg siger noget ondt til vedkommende direkte. Hård tale omfatter fornærmelse, forklejnelse, kritik, latterliggørelse, drilleri, at gøre grin med alle disse slags måder, vi gør for at nedgøre og ydmyge en anden.

Det kommer ofte fra vrede, eller det kommer ofte af jalousi. Det kan også komme af andre følelser, men jeg tror vrede og jalousi er nok de vigtigste. Vrede er indespærret, og vi eksploderer. Vi tænker: "Denne person gjorde noget forkert, og de skal vide det! Så til gavn for alle følende væsener, med medfølelse, vil jeg fortælle dem, hvordan de kan forbedre sig selv!” Og så siger vi: "Du gjorde dette, og du gjorde det, bla bla bla bla!" Så bebrejder vi dem og nedgør dem, og bander til dem og kalder dem navne. Og så til sidst tænker vi: "Åh, jeg har det så meget bedre, jeg fik det fra mit bryst." Men den anden person? De føler sig ofte rådne, de føler sig virkelig sårede, eller de er vrede og til gengæld reagerer de med vrede og så startede vi lige et hyggeligt lille skænderi. Jeg blæste op mod dem, og så blæste de op mod mig, og jeg – frem og tilbage og frem og tilbage. Og det sker så ofte igen i arbejdssituationer og i familier. Det er egentlig ret tragisk, når vi sprænger i luften, og vores temperament bare tager kontrol over situationen.

Nu sprænger nogle mennesker ikke i luften, fordi de er bange for deres egne vrede, eller ofte som kvinder, vi får at vide, "Du har ikke ret til at være vred, du skal være sød." Så det, vi gør i stedet, er, at vi går helt tilbage fra situationen. Jeg er vred, hvad gør jeg, jeg vender mig om, jeg går, min opførsel er iskold. Jeg vender mig om, jeg går tilbage til mit værelse, og jeg buldrer, og jeg ryster og har ondt af mig selv. Men det er også en form for kommunikation. Så vi kommunikerer måske ikke med vores tale, men det kan også i mange tilfælde betragtes som hård tale. Fordi det, vi egentlig siger, "Du er ikke værdig til, at jeg taler til dig, fordi jeg er så såret og vred."

Meget ofte starter den slags argumenter med en lille ting. For især i forhold, hvor vi kender nogen meget godt, er vi ikke altid uenige med dem, fordi det er for udmattende altid at være uenige. Vi lader tilsyneladende tingene gå, men vi lader dem ikke altid gå, vi holder dem i baghovedet, så næste gang vi har en stor kamp, ​​kan jeg få dem ud. Så jeg kan sige, "Vi kæmper om det her, men i sidste uge gjorde du det her, og ugen før gjorde du det, og ugen før du gjorde det," og jeg har holdt en hel pæn liste over alle disse ting at bruge som ammunition næste gang vi skal slås. Det kan vi godt lide. Det er egentlig ret tåbeligt.

Nogle mennesker har sådan et temperament, at de bare eksploderer over en eller anden lille ting. Og så siger de bare til folkene omkring dem: ”Jamen, jeg er en vred person. Og du er bare sådan jeg er. Der er ikke noget, jeg kan gøre, du skal bare leve med mig.” Og det er ikke rimeligt, for vi er ikke i sagens natur vrede. Vrede er ikke indlejret i vores sinds natur. Vi kan ændre os. Og det er ikke rimeligt bare at sige: ”Jeg har ret til at eksplodere, fordi jeg har vrede, og så I, min familie, de mennesker, som jeg holder mest af, må I bare finde ud af mit dårlige humør.” Det er ikke fair over for alle andre. Og det skaber en masse negativitet i form af negativ karma, og en masse ond vilje mellem mennesker.