Print Friendly, PDF & Email

Afhængig betegnelse

Afhængig betegnelse

Del af en række korte foredrag om Nagarjuna's Kostbar guirlande af råd til en konge under Manjushri Winter Retreat.

  • De to steder, hvor en virkelig eksisterende person skulle findes
  • Hvordan personen eksisterer
  • Hvordan de komponenter, der udgør grundlaget for betegnelsen af ​​personen, eksisterer
  • Personers uselviskhed og uselviskhed af fænomener
  • Ordenes tomhed (uselviskhed).

Sidste gang havde vi gjort Vers 80 fra Kostbar krans der lød:

En person er ikke jord, ikke vand, ikke ild, ikke vind,
ikke rum, ikke bevidsthed, ikke dem alle.
Hvilken person kunne der være andet end disse?

Der finder vi, at hvis personen virkelig eksisterede, så skulle personen enten kunne findes i aggregaterne (som et af aggregaterne) eller som noget helt andet end aggregaterne (den krop og sind.) Og vi kunne ikke finde personen nogen steder i dem, fordi personen har dele. Okay? Så personen er noget, der er mærket i afhængighed af samlingen af ​​forskellige ting - i dette tilfælde de seks bestanddele. Nogle gange siger vi de fem aggregater. Det er ligegyldigt, ideen er den samme, at der er et betegnelsesgrundlag, der har mange dele, mange komponenter, og så er der en person, der blot er udpeget i afhængighed af dem gennem undfangelsens magt – ved at være mentalt opdigtet.

At sige "konceptualiseret" virker okay. Når du siger "mentalt opdigtet", er det ligesom: "Hvad mener du? Jeg er ikke mentalt opdigtet?” Jamen, er det ikke det konceptualisering er? Det er at tage ting og sætte dem sammen og udvikle en idé og en tanke om dem, som alt sammen sker i vores eget sind, som vi laver i vores eget sind. Vi tror, ​​at fordi andre mennesker har de samme opdigtninger, at derfor må alt eksistere, som det ser ud for os. Men som vi alle lærte [i] Kejserens nye tøj, bare fordi alle er enige med os, betyder det ikke, at noget er korrekt. Okay? (Det er faktisk en meget god historie, ved du? Den har en god pointe.)

Pointen i dette vers er, at personen ikke er iboende eksisterende, og det afhænger af dele. Det var at understrege menneskers uselviskhed, på udkig efter "jeget".

Så er vers 81 uselviskheden af fænomener. Det siger:

Personen er ikke virkelig (betyder virkelig eksisterende)
fordi den er sammensat af de seks bestanddele.
Ligeledes da hver bestanddel også er sammensat af dele
de er ikke rigtige.

Så ikke alene er personen ikke virkelig eksisterende, og eksisterer kun ved begrebsmæssig fremstilling, men også alle de forskellige komponenter i grundlaget for betegnelse af personen eksisterer på samme måde. For hvis vi ser på nogen af ​​komponenterne, kan de også opdeles i forskellige aspekter, forskellige dele, forskellige karakteristika. Så det er sig selv fænomener. Når vi leder efter – Ifølge Prasangikaen tænker personers selv, at personen virkelig eksisterer. Og selvet af fænomener tænker den anden fænomener (såsom komponenterne i grundlaget for udpegelse af personen), at de virkelig eksisterer. Så vi kan ophæve sand eksistens på personen, men når vi gør det, så virker alle komponenterne – de fem elementer plus bevidsthed, de seks bestanddele eller de fem aggregater – de bare er meget solide: "Der er jordelementet, der er det krop. Der er bevidstheden." Som om disse ting var solide og selv havde deres egen iboende natur og identitet. Men på samme måde som personen blot er konceptualiseret på basis af aggregaterne eller komponenterne, så er hver af disse komponenter blot konceptuelt fremstillet på basis af deres komponenter, hvad end de består af.

Når du ser dette, indser du, at du aldrig kan komme til den mindste partikel overhovedet. Det er bare umuligt, fordi mentalt kan alt blive ved med at være splittet. Vi kan aldrig komme til det mindste øjeblik af tid. Og at alt det, der eksisterer, afhænger af noget andet, der ikke er det. Det er det hele, hvis du har en gruppe appelsiner, og du sætter dem sammen, og du får et æble. Du har en gruppe ting, der ikke er personen, eller en gruppe ting, der ikke er bevidstheden, du sætter dem sammen, og du udpeger bevidsthed, eller sindet, eller du sætter disse sammen, og du udpeger en person. Så det er det samme i begge tilfælde. Personers uselviskhed, uselviskhed af fænomener.

Så siger vers 99:

Da det kun er fraværet af form,
rummet er blot en betegnelse.
Hvordan kan der være form uden elementerne?
Derfor eksisterer den blotte betegnelse ikke.

Det her er lidt mindre indlysende. "Da det blot er fraværet af form, er rummet blot en betegnelse." Altså rum, som er defineret som fraværet af forhindring (eller håndgribelighed). Så rummet er anbragt i afhængighed af form, der har obstruktion og håndgribelighed. Okay? Hvis der ikke var nogen form - hvis formen var fuldstændig ikke-eksisterende - kunne du ikke angive rum. Så form eksisterer ved blot at være mærket. Rum eksisterer i afhængighed af form. Og det er blot udpeget på fraværet af form, fraværet af obstruerbarhed eller håndgribelighed. Så plads er en ikke-bekræftende negativ. Kan du huske disse fyre? Ikke-bekræftende negativer? Så intet positivt er angivet (eller etableret), vi negerer bare den forhindring, den forhindring, som formen medfører, når vi skaber fænomener af plads ved at give dette fravær af forhindring navnerummet. Okay? Så rummet er heller ikke i sig selv eksisterende. Selv disse ikke-bekræftende negativer eksisterer heller ikke rigtigt.

Så siger den tredje linje: "Hvordan kan der være form uden elementerne?" Så nu går vi tilbage til form igen og siger, at form ikke kan eksistere uden de elementer, som den afhænger af, som dens betegnelsesgrundlag. Altså disse elementer af jord, vand, ild, luft. Okay? Så form afhænger af dens komponenter, som er elementerne. Så form er også blot betegnet. Okay? Så hvordan kan der være form uden elementerne? Så her har vi alt, der eksisterer ved blot betegnelse. Intet eksisterer fra sin egen side.

Og så siger han: "Derfor eksisterer den blotte betegnelse ikke." Og Hans Hellighed forklarede dette således, at selve betegnelsen ikke eksisterer i sandhed. Så selv betegnelsen, ordet eller endda processen med at udpege. Men især ordet om, at vi sætter noget på, eksisterer heller ikke ved sin egen side.

Vi sætter ord på så meget, og alligevel, når du ser efter, er de lyde, som vi har givet mening. Så de eksisterer ikke fra deres egen side med en eller anden form for iboende betydning. Det er meget godt at huske, når folk siger ting, vi ikke kan lide. Fordi vi normalt siger: "Deres ord har en iboende betydning." [brumle] "Hvor vover de at sige det om mig!" Men for at huske "derfor eksisterer den blotte betegnelse ikke (iboende). Han siger: "Eksisterer ikke." Du skal sætte et "iboende" ind der. Okay? Og for at huske det, at disse ting ikke eksisterer iboende. Vi giver mening til de ord, til de lyde.

Så det, vi kommer til, er både grundlaget for betegnelse eksisterer ikke fra sin egen side, og det udpegede objekt eksisterer ikke fra sin egen side, og betegnelsen (hvilket faktisk også kan betyde det udpegede objekt) gør det eksisterer ikke fra sin egen side. Så alle vores forsøg på at finde noget at hænge hatten på, at sige: "Dette er det ultimative noget, vi kan hænge på," det forsøg lykkes ikke. Okay? Så kan lige så godt opgive det.

Og næste gang laver vi de to vers fra Karikas, fra Nagarjuna's Rodvisdom eller Afhandling om Mellemvejen.

Ærværdige Thubten Chodron

Ærværdige Chodron lægger vægt på den praktiske anvendelse af Buddhas lære i vores daglige liv og er især dygtig til at forklare dem på måder, der let kan forstås og praktiseres af vesterlændinge. Hun er kendt for sine varme, humoristiske og klare lære. Hun blev ordineret som buddhistisk nonne i 1977 af Kyabje Ling Rinpoche i Dharamsala, Indien, og i 1986 modtog hun bhikshuni (fuld) ordination i Taiwan. Læs hendes fulde bio.