Frygt og had

Jeg tror ikke, jeg var racist, før jeg kom i fængsel. Race var aldrig rigtig et problem for mig i den frie verden. I fængselssystemet i Texas er omkring 45 procent af befolkningen sorte. Hvide er langt i undertal, så de er lette byttedyr. Når du er ny i et fængsel, forsøger de andre fængslede at teste dig hver gang, for at se om du vil bryde. Jeg antyder ikke, at kun sorte er skyldige i dette, og det er heller ikke alle de sorte. Sådan er det bare i fængslet.

At komme i fængsel var et chok for mine sanser. Hele fængselsoplevelsen rystede mig. Der var ikke noget fra min fortid, der kunne have forberedt mig på sådan en oplevelse. Den første enhed, jeg gik til, var en af ​​de værste i Texas, og jeg var bange for døden der. De fleste af fyrene i fængslet vil fortælle dig, at de "frygter ingen mand", men jeg er her for at fortælle dig, at jeg frygtede næsten alle. Så jeg kæmpede som en sindssyg, ofte lige ved hånden. Nogle gange startede jeg kampene. Jeg fik tæsk meget, men det gjorde ikke noget, så længe jeg kæmpede, for det var det, andre respekterede.

Jeg var bange for, at de ville se min frygt. Jeg begyndte at hade dem, ikke på grund af race, men fordi de hadede mig. Til sidst samlede jeg alle sammen i mit sind. Gode ​​og dårlige sammen - os mod dem. Jeg ser det mere som et sekterisk spørgsmål for mig end et spørgsmål om race. Jeg ville føle det samme vrede ved at se en af ​​vagterne slå en sort person, som jeg ville se den samme sorte person slå en hvid person. Det var os vs. dem. I sidste ende er det lige meget, hvilken slags 'isme' du betegner det – det er had. Had til dem, had til alle. Mest var det had til mig selv. Jeg hadede B., og det var det, der drev mit had til verden.

Ærværdige Thubten Chodron spurgte BT, hvordan han havde det med frygt nu. Her er hans svar:

Det har jeg virkelig ikke et godt svar på. Jeg har altid været lidt ydmyg. Jeg bliver for mig selv meget af tiden, og jeg kan se, at det er, fordi jeg er bange for at interagere med andre. Det er ikke kun, at jeg er genert. Jeg er bange for, hvordan andre ser mig, og hvordan de kan behandle mig i enhver given situation.

Jeg siger, at jeg er pacifist, men egentlig frygter jeg bare konflikter, verbale eller fysiske. Jeg tror, ​​at det var der, meget af mit raseri kom fra. Fordi jeg altid prøvede at undgå konflikter, fyldte jeg min vrede ned, indtil det flød over.

Efterhånden har jeg set en ændring: Jeg taler med folk, jeg ikke kender (hvilket jeg sjældent har gjort) og taler med vagterne (hvilket jeg aldrig gjorde). Jeg er kommet mere ud af min skal. Jeg tror, ​​at det har at gøre med den måde, jeg ser mig selv på. Jeg føler mig ikke så truet længere, fordi jeg ikke konkurrerer med nogen nu (det meste af tiden). Jeg føler ikke, at nogen vil skade mig eller forsøge at snyde mig, fordi jeg ikke tænker på at gøre det mod dem. Jeg holdt op med at være en del af "spillet", der bliver spillet, så jeg er ikke så bekymret for, hvem der vinder.