Modvillig

Jeg tog hjemmefra i mine tidlige teenageår for at finde mig selv. Jeg rejste fra mit hjem i Springfield, Missouri, til New York, Boston, Los Angeles og overalt derimellem. Jeg studerede teologi fra forskellige store religioner under mine rejser. Jeg bad til Jesus, Maria, Moses, Gud, Muhammed, Allah, Krishna og gik så langt som til at bede til den berygtede Lucifer. Jeg vidste ikke, hvad jeg ledte efter på det tidspunkt. Jeg vidste først, at det var noget, jeg ville forstå, når jeg fandt det. Jeg prøvede stoffer af enhver kategori i et par år, men var ikke tilfreds i min sjæl. Jeg prøvede forskellige former for seksualitet (heteroseksuel, bi-, homoseksuel) for at formilde den indre konflikt, der havde været i mit hjerte siden barndommen. Alt var til ingen nytte.

Under et besøg i min mors hus i Springfield siger hun til mig: "Uanset hvor du går hen, så er du der." Det havde den mest dybtgående effekt på mig og gør det stadig. Ikke længe efter slog jeg mig tilbage i min hjemby for bare at være mig (jeg havde stadig ikke en anelse om, hvem det var). Jeg prøvede så hårdt for overhovedet at være noget. Så jeg nøjedes med en lille narko-pusher. Det varede et par år, indtil jeg solgte til politiet. "Forbandet krig mod stoffer," tænkte jeg.

Nu sidder jeg i fængsel, jeg fik 10 år i 2001. Det er 3 år siden, jeg blev cølibat og stoffri (jeg fik tilbagefald fra tid til anden). Men jeg har fundet mig selv. Først da jeg holdt op med at søge og holdt op med at prøve at finde mig selv, kom min sande natur frem. Når jeg nu føler mig trist, er det ikke for det, jeg mistede, da jeg kom i fængsel. Det er for de elskede, der skal være alene, dem, der er afhængige af mig for kærlighed. Det er for børn uden forældre og uden mad nok. Det er for mobberen, der aldrig vil kende ægte fred. Det er for de undertrykte mennesker i verden; det er for dem, der fælder tårer af lidelse.

At være buddhist i fængsel er hårdt for mig. Der er tidspunkter, hvor jeg gerne vil smadre folks ansigter for ting, de siger og gør, men så siger jeg til mig selv, at jeg bare skal acceptere dem, som de er. Jeg prøver at forstå deres lidelse og smerte. Jeg prøver at se tingene fra deres synspunkt. Og nogle gange, når jeg ser verden fra deres synspunkt, føler jeg denne store sorg, og medfølelse overvælder behovet for at smadre dem.

En fyr stjal min adressebog og skrev alle mine folks adresser ned. Jeg fandt ud af det, og det tog alt, hvad jeg kunne mønstre, for ikke at sætte mit knæ ind i siden af ​​hans kranie. Jeg fik lavet et celleskift omkring en time efter jeg fandt ud af det. Efter at jeg var flyttet, slog en tanke mig op. Den fyr må være meget ensom. Jeg tænkte på, hvordan det må være at være helt alene i verden, ikke bare i verden, men også i fængsel. Jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det. Jeg fik ikke meget opbakning til min beslutning om ikke at reagere voldeligt, men så har jeg heller ikke brug for tillidsstemmer for at gøre det rigtige længere.

Moralen i denne lange og udtrukne historie er:

1. Lige meget hvor du går, der er du.
2. For at finde dig selv, stop med at lede. Det vil dukke op indefra.
3. At praktisere medfølelse kræver dedikation og beslutsomhed.

Jeg vil gerne takke AK for de buddhistiske bøger, han gav mig i 2001, som satte mig på vejen til sand frihed.