Vi er mennesker

Du spurgte mig, hvilke ting jeg synes er vigtige for folk derude at vide om fængslede mennesker og liv i fængsel. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal svare på det. Det er altid nemt for os indeni at klynke og klage over systemet. Selvfølgelig er der mange problemer her, og hvis man spørger, vil man høre folk brokke sig over dem. Jeg er også skyldig i at gøre det. Tidligere, og selv nu, hvis jeg ikke er forsigtig, har jeg grædt over det og det bare for at græde, ser det ud til. Det gider jeg ikke mere. Jeg benægter ikke, at der er problemer, og der er tidspunkter, hvor vi bør stå op imod dem og arbejde hen imod forandring. Men på samme tid, hvis jeg konstant dvæler ved de uretfærdigheder, som jeg føler, jeg modtager, så er jeg konstant bitter. Jeg har altid været nem at vrede. Jeg er humørsyg. Men jeg vil ikke hengive mig til disse skadelige følelser mere.

Hvis der er én ting, som jeg synes, folk derude bør gøres opmærksomme på, så er det, at vi er mennesker. På mange måder er vi ligesom fyren ved siden af. Nogle mennesker her forsøger oprigtigt at lave en forandring. Ikke alle. Måske ikke engang de fleste, men nogle er det. Fængselspolitikken dehumaniserede os i offentligheden. Eller måske var det vores forbrydelser selv, der gjorde det. Uanset hvad det er, er det en kendsgerning, at det er let for folk derude at tænke på dem af os, der er fængslet, som følelsesløse. De ser os som ude af stand til kærlighed og uværdige til medfølelse. Men sådan er det ikke. Jeg vil gerne fortælle alle derude, at jeg føler anger over min fortid, og jeg accepterer ansvar for mine handlinger. Men jeg har også håb om en fremtid. Jeg vil bare være en normal fyr med et normalt liv. Jeg vil have dem til at vide, at der virkelig er nogle ret anstændige mennesker, der bor på denne side af hegnet.

Der var et tidspunkt, hvor jeg ønskede gengældelse eller hævn. Der var engang, hvor jeg længtes efter en flaske at drukne mig selv i eller stoffer til at dæmpe smerten. Der var engang, hvor jeg ville have en pistol, så jeg kunne ødelægge den person, jeg var. Du var med til at ændre alt det. En stor del af den evne, du havde til at nå mig, var det faktum, at du ikke så mig som håbløs. Jeg elsker dig for det. I dag vil jeg leve. Ikke bare være i live, men leve. Jeg er klar over, hvor specielt det er. Tak skal du have!