Print Friendly, PDF & Email

At være et Dharma-fællesskab

At være et Dharma-fællesskab

Gruppe af klostre og lægfolk laver gående meditation.
Vores Dharma-venner – de mennesker, der deltager i den samme meditationsgruppe eller Dharma-center, som vi gør – er dyrebare. (Foto af Sravasti Abbey)

Jeg var fastboende lærer ved Dharma Friendship Foundation (DFF) i Seattle i 10 år. Et af mine mål, udover at give folk en god generel forståelse af vejen til oplysning og få dem til at gå ind meditation praksis, var at skabe en følelse af fællesskab. De fleste mennesker i Vesten længes efter fællesskab, men er ikke sikre på, hvordan man skaber det. De har også meget fulde liv. Desuden har nogle mennesker en vis tøven med at være en del af et fællesskab.

En dag sagde en DFFer mig: "Når jeg ved, at du ikke skal i timen mandag aften, vil jeg ikke køre hele vejen til centrum for at meditere. Især efter en lang dag på arbejde regner jeg med, at jeg bare kan øve mig derhjemme.”

Jeg spurgte hende: "Gør du meditere hjemme så?”

Hun så lidt forarget ud og mumlede: ”Ikke altid. Nogle gange bliver jeg distraheret af noget andet, eller jeg siger til mig selv, at jeg vil hvile lidt og derefter meditere, men jeg plejer ikke at komme uden om det.”

"Når du gør det meditere hjemme så, er du så koncentreret?”

Igen var svaret et flovt, "Nej."

Vores Dharma-venner – de mennesker, der deltager i det samme meditation gruppe eller Dharma-center, som vi gør – er værdifulde. De ved og respekterer noget om os – vores åndelige længsler og forhåbninger – som ikke alle andre i vores liv gør. Når vi er sammen med dem, bliver vores praksis fastere. De opmuntrer os og giver os den støtte, vi har brug for, for at fortsætte på vejen.

På samme måde forstærker og glæder vi os over den særlige og dyrebare del af dem. Ringvirkningerne fra dette spreder sig ud over de mennesker, der er der, for hver af os tager det, vi modtager fra Dharma-samfundet, med os til alle andre, vi møder.

Tro ikke, at du går til et center eller en gruppe bare for det, du kan få ud af det. Dharma handler om at give. Vejen til oplysning handler om at bekymre sig om andre. Således deler vi vores energi med andre, når vi deltager i gruppen til øvelse eller diskussion. Vi har noget at bidrage med til andre. Dette behøver ikke være stor indsigt, men blot vores tilstedeværelse, vores bestræbelser på at udvikle et venligt hjerte og arbejde med vores sind. Undervurder ikke, hvad du har at tilbyde.

En af mine lærere sagde: "Du lærer 25 procent af undervisningen og 75 procent af at diskutere og praktisere sammen med dine Dharma-venner." I tibetanske klostre er uddannelsesprogrammet sat op for at maksimere fordelen ved at dele Dharmaen med andre udøvere. Eleverne har undervisning med deres lærere i en time om dagen og bruger flere timer derefter på at diskutere og diskutere undervisningen sammen. Dette er ud over deres gruppebøn og meditation sessioner. Gennem århundrederne har der været lagt vægt på at praktisere og dele Dharmaen sammen som en gruppe.

En analogi kan være nyttig. Hvis vi fejer gulvet med én græsstrå, tager det lang tid. Hvis vi fejer det med en kost, bliver det hurtigt renset. Når en gruppe samles til et dydigt formål, glæder hver enkelt sig og får del i det gode karma skabt af sine venner. Dette bliver en kraftfuld måde at skabe en masse positivt potentiale i vores liv.

Reflekter over alle de grupper, du har tilhørt eller deltaget i i løbet af dit liv. At deltage i en fodboldkamp skaber kollektiv energi eller karma med de andre der. Det samme gør at være i hæren, tage undervisning på en skole, deltage i familieaktiviteter, arbejde på et kontor eller en fabrik. Hvor mange af disse grupper har udviklet et venligt hjerte som deres eksistensberettigelse? Hvilke følelser og holdninger opstår i dig, når du deltager i disse grupper? Når vi ser på det på denne måde, ser vi det specielle ved dem, der kommer sammen for at lære og praktisere Dharma. Disse mennesker ønsker ligesom os at rense deres sind, udvikle deres kvaliteter og bidrage til verdens velvære. At være sammen med dem er en ære og en velsignelse.

Når vi øver sammen med andre, giver og modtager vi energi til at øve, og det gør det lettere at koncentrere sig. En ven og jeg startede en Dharma Ungdomsgruppe i DFF for teenagere. Vi mediterede sammen to gange i løbet af det to timer lange møde, og de elskede det!! (Har du nogensinde set en teenager blive lykkelig efter at have visualiseret Buddha? Teenagerne fortalte os, at det var nemmere for dem meditere sammen som en gruppe end alene hjemme, fordi de gav hinanden energi, disciplin og selvtillid.

Da jeg besøgte et Dharma-center i Mexico, fortalte to kvinder mig, at de mødtes tre eller fire gange om ugen for at øve. Nogle gange havde den ene eller den anden af ​​dem travlt eller træt, men hun tænkte: "Min ven regner med, at jeg øver med hende, så jeg vil gå til fordel for hende." Efter de havde øvet sig, følte de sig altid glade for, at de var kommet sammen, selvom det nogle gange krævede en anstrengelse bare at nå dertil for at gøre det. Ved at have en holdning, der ønskede at hjælpe hinanden, fik begge fordele.

To venner i Portland i årevis har mediteret sammen via telefon to eller tre gange om ugen. De laver planlagte aftaler. Den ene kalder den anden; de hilser på hinanden og tjekker ind og sætter så deres motivation. Efter at have gjort det, lagde de telefonen ned, så ingen andre kan ringe i det tidsrum. En klokke ringer i slutningen af ​​den tildelte tid, de tager telefonen og dedikerer det positive potentiale sammen. Når jeg ser dem, udtrykker de deres påskønnelse og taknemmelighed for deres Dharma-ledsager. Derudover er de fremskridt, hver af dem har gjort i deres praksis, tydelige.

At diskutere Dharmaen sammen tydeliggør vores forståelse. Nogle gange tror vi, at vi forstår et bestemt koncept i Dharmaen, men når nogen stiller os et spørgsmål, indser vi, at vores forståelse ikke er så klar. Dette er værdifuldt, for vi lærer, hvor vi kan styrke vores praksis.

På den anden side tror vi nogle gange, at vi ikke forstår en praksis særlig godt, men når vi diskuterer den med andre, overrasker vi os selv og er i stand til at dele vores erfaring og forståelse klart. Andre gange lærer vi, at vores Dharma-venner har lignende tvivl eller vanskeligheder, og at vi ikke er de eneste. Når vi har et problem i vores praksis og ikke diskuterer det, drejer vores sind ofte i cirkler, og vi bliver mere forvirrede. Så tænker vi: ”Jeg er mere forvirret end andre. Der er ingen måde for mig at udvikle mig,” og miste den selvtillid, der er nødvendig for en vellykket praksis. Blot at dele vores vanskeligheder højt med Dharma-venner lindrer ofte spændinger i os. Vores venner lytter uden fordømmelse, for de står også over for de samme udfordringer. Så diskuterer og deler vi mulige løsninger sammen, og vi går alle afsted med fornyet entusiasme.

Det store flertal af Dharma-centre i Vesten har ikke fastboende lærere. Folk, der øver sig sammen på en regelmæssig basis, og besøg af gæstelærere støtter dem. Jeg har været gæstelærer i mange centre i Vesten og finder en stor forskel på undervisning de steder, hvor en gruppe mødes konsekvent kontra steder, hvor folk kun mødes til besøg af gæstelærere. Folk i grupper, der praktiserer, bekymrer sig dybt om Dharma. Jeg ved, at de vil omsætte noget af det, de lærer, når jeg er der. Der er en klar fællesskabsfølelse, og som lærer ved jeg, at min sparsomme indsats for at hjælpe ikke vil forsvinde ud i det tomme rum, når jeg går. Fordi folk øver sammen i mellemtiden, gør jeg og andre lærere det til et punkt at besøge disse grupper hvert år.

At modtage undervisning er et resultat af vores handlinger. Når en gruppe øver sig sammen, vil deres kollektive energi og karma har magten til at bringe lærere dertil. En lærer er villig til at rejse hele vejen på tværs af landet for at undervise i et Dharma-center. Hvis det center ikke eksisterede, eller hvis der ikke var en gruppe, der øvede sammen, ville ingen have lavet invitationen. Selvom nogen havde det, er det usandsynligt, at én person har nok positive karma at påkalde Dharma-lærere til det sted. Lærere er mere tilbøjelige til at gennemgå vanskelighederne ved at rejse til et sted, når de ved, at en gruppe seriøse praktikere ivrigt ønsker at lære og vil praktisere det, der undervises i. Gruppen energi og kollektiv karma trække lærere til dette sted.

I nogle af de Dharma-centre, jeg har besøgt, siger folk: "Vi kommer her, hører lærdomme eller meditere, dedikere, og derefter gå. Der er ikke meget udveksling mellem mennesker. Det er koldt og uvenligt.” Jeg føler mig ked af det, når jeg besøger de steder, og det gør folk der også. Især i vores moderne samfund, hvor mennesker er så afskåret og fremmedgjort fra hinanden, søger vi alle en følelse af fællesskab. Vi ønsker og har brug for mange mennesker – ikke kun én person – at dele vores liv med. Vi skal bruge vores energi på at skabe gensidig Dharma give-and-tag med andre. Det er forkert at tænke, "Når jeg ikke kommer, vil ingen i gruppen savne mig." Faktisk er hver person vigtig; en gruppe er kun en samling af individer. Vi samles for at give, ikke kun for at modtage, fra hinanden, og når vi er fraværende, savner andre vores nærvær.

I begyndelsen af ​​retreats beder jeg ofte folk om at fortælle om, hvorfor de kom til retreatet, hvad de gerne vil modtage fra det, og hvad de gerne vil give. Den sidste sætning forskrækker ofte folk. Sjældent har de troet, at de har noget at give. Sjældent har de tænkt over, at andre kan og har gavn af deres tilstedeværelse. De ved ikke, at andre savner deres tilstedeværelse, der bidrager til gruppens trivsel. Det er vigtigt at indse, at vi er indbyrdes afhængige: vores gode energi hjælper andre, og deres hjælper os.

Dette formindsker naturligvis på ingen måde værdien af ​​vores individuelle praksis. At have en stald dagligt meditation øvelse er umagen værd. Eller vi kan vælge at afsætte lidt tid hver dag, når vi sidder stille, kommer i kontakt med hvad der foregår indeni, eller læser en Dharma-bog på en afslappet og kontemplativ måde. Ud over dette hjælper vi ved at være en interaktiv del af vores Dharma-fællesskab med at opbygge det fulde sæt af årsager og betingelser nødvendigt for, at vores personlige praksis kan blomstre, både nu og i fremtiden. Vi ved, at vi er knyttet til andre, der forstår og støtter os. Vi giver vores omsorg og modtager deres.

Ærværdige Thubten Chodron

Ærværdige Chodron lægger vægt på den praktiske anvendelse af Buddhas lære i vores daglige liv og er især dygtig til at forklare dem på måder, der let kan forstås og praktiseres af vesterlændinge. Hun er kendt for sine varme, humoristiske og klare lære. Hun blev ordineret som buddhistisk nonne i 1977 af Kyabje Ling Rinpoche i Dharamsala, Indien, og i 1986 modtog hun bhikshuni (fuld) ordination i Taiwan. Læs hendes fulde bio.