En ferie med vrede

Min familie tog et par dages ferie til Glacier National Park. Alt i alt var det en sjov tur. Det, jeg dog fandt mest interessant, var min sindstilstand.

De der irriterende mennesker

Man skulle tro at være i så fantastiske naturlige omgivelser, at jeg ville være glad og tilfreds hele tiden. Sådan var det ikke. Den første dag på turen var jeg gnaven og endda nogle gange vred på folk. Jeg tolererede dem omkring mig, især fremmede. Jeg var bare ikke i humør til at være omkring mennesker, hvilket virker en mærkelig sindsstemning for en, der med vilje tog til en nationalpark i højtiden af ​​turistsæsonen.

Den anden dag havde jeg det bedre, lige indtil vi befandt os efter en rød lastbil på en bjergvej. Det gik meget langsomt, så vi blev forsinket. Jeg blev irriteret og begyndte at give folkene i lastbilen skylden. Faktisk kunne de i mit sind ikke gøre noget rigtigt. Jeg var nødt til at lukke mit vindue for at undgå at indånde deres passive røg, og de fortsatte med at bevæge sig langs vejen. Disse mennesker optog vores samtale hele turen ned ad vejen, indtil de, da vi var næsten til et punkt, hvor vi kunne passere dem, besluttede at trække til siden.

Hvor kom al denne vrede fra?

Jeg begyndte at spørge mig selv, hvor alt det her vrede kom fra. På den måde huskede jeg alle de gange i den seneste tid, hvor jeg blev vred over små ting. Spørgsmål begyndte at dukke op. "Hvorfor er jeg så fuld af vrede hele tiden? Hvordan kan det være, at noget så tilsyneladende er ubetydeligt, da nogle få gener synes at sætte mig så let i gang? Hvad kan jeg gøre for at slippe af med dette vrede?” Og så videre…

Da jeg tænkte på mig selv som værende "fuld" af vrede, i starten føltes det som noget, jeg skulle finde ud af, for at bestemme, hvor det kom fra, så jeg kunne være sikker på ikke at samle op mere. Så skulle jeg finde ud af, hvordan jeg skulle slippe af med det, så jeg kunne være den person, jeg gerne ville være. Ved at tænke på denne måde vrede føltes som en del af mig. Det føltes solidt, iboende eksisterende, som om jeg kunne holde det i hånden. Før i tiden, da jeg arbejdede på at fjerne denne del af mig, ville jeg have det dårligt med mig selv. Nogle gange bebrejdede jeg andre for at "gøre mig vred" eller for at være årsagen til, at jeg bærer vrede rundt med mig. Før jeg vidste af det, ville jeg identificere mig selv som en "vred person".

Det primære problem med denne måde at tænke på var, at den aldrig har hjulpet mig med at holde op med at være vred, og den har heller ikke hjulpet mig med at blive en venligere, mere medfølende person. I stedet opmuntrede det mig til at identificere mig med vrede. At tænke på mig selv som en vred person retfærdiggjorde på en eller anden måde at opføre mig på en vred måde. Det fremmede også håbløshed, fordi jeg efter over 40 år stadig ikke havde fundet en måde at udvinde denne grimme ting fra den, jeg tror, ​​jeg er.

At se vrede anderledes

Næste morgen vågnede jeg og lavede noget meditation på den Otte vers af tankeforvandling i håb om at sætte en bedre tone for dagen. Så indså jeg, at jeg havde tænkt mig om vrede på den helt forkerte måde. I stedet for at se vrede som en solid del af mig selv, hvad nu hvis jeg tænkte på det som en vane, jeg har skabt gennem mange års praksis?

Da jeg tænkte mig om vrede som en dårlig vane, indså jeg, at dette vrede var ikke en iboende del af mig. Det var ikke noget, jeg skulle grave ud og kassere som en inficeret blindtarm. Jeg afviste ikke længere en del af mig. Pludselig kunne jeg se det som et valg, som jeg med en vis bevidsthed og øvelse kunne vælge at ændre. Der var ingen andre at bebrejde. Nu vidste jeg, hvor det kom fra – mine valg!

At tænke på denne måde var utroligt befriende. Pludselig var der ingen "gode mig" og "dårlige mig", "glade mig" og "vrede mig". Der var bare denne vane, dette valg i tænkning og adfærd. Jeg var ikke længere en "vred person". Vrede føltes tom, helt afhængig af årsager og betingelser som mit eget sind skabte.

For at være den person, jeg gerne vil være, skal jeg bare træne mit sind i alternative måder at tænke på, så jeg kan bevirke en ændring i min adfærd. Det bliver selvfølgelig ikke nemt, men så har det heller aldrig været let at være vred. Der er håb!