Vanding af frø

Udtrykket "vanding af frø" er en metafor, der bruges til at beskrive de ting i vores liv, som vi lægger energi i, som får dem til at blive stærke i vores tanker, handlinger eller ord. De slår rod og bliver en del af os, og efterhånden som vi vander dem (lægger mere opmærksomhed og energi i dem), vokser de og manifesterer sig i os.

Da jeg første gang hørte denne metafor, kunne jeg ikke lide den, for for mig betød det at få noget til at vokse, og jeg følte mig skyldig over, at alt, hvad jeg nogensinde havde fået til at vokse i mit liv, var negative ting, dårlige tanker og handlinger.

Jeg var syv år gammel, da jeg første gang stjal fra nogen. Det var en type krystalliseret sten, der sad på min førsteklasses lærers skrivebord. Jeg tog den sten med ud på legepladsen og brækkede den midt over. Min tanke var, at hvis jeg ændrede dens form, ville den ikke blive genkendt som klippen på min lærers skrivebord.

Når jeg ser tilbage på det nu, ser jeg, hvordan jeg plantede et frø af stjæle og derefter vandede det med flere andre tanker, indtil det slog rod og stjælefrøet voksede. Nogle løgne og ret hurtigt havde jeg en have fuld af ond ukrudt, der voksede i årevis og kvalte alt positivt, der kunne være vokset der.

Jeg har også lært, at vi kan give andre lov til at plante frø i vores have, og så kan vi vande dem hele vores liv og ikke rigtig indse det, før der er noget nyt, der dukker op i vores liv. Min stedfar opdragede mig fra jeg var seks måneder gammel, til jeg var 13. Det var en mand, som jeg virkelig så op til, og som jeg lyttede meget nøje til. Han behandlede mig aldrig dårligt, bortset fra at han ville kalde mig dum eller sige: "Du har ikke fornuft nok til at banke sand ned i et rottehul!" Som årene gik, og jeg gik i skole, troede jeg på, at jeg virkelig var dum, og derfor prøvede jeg aldrig rigtig at lære. Dette forstærkede kun de negative frø og vandede min tro på, at jeg ikke kunne lære. Det har taget mig år at trække alle de "dumme" planter fra min have, men i dag findes de ikke længere, og jeg nyder processen med at lære og blive klogere.

Når først vi tillader negative frø at blive vandet og vokse i vores liv, forhindrer de positive frø af tro, håb og kærlighed fra at slå rod.

Da jeg var 17, var jeg blevet et egoistisk, ondskabsfuldt, uvidende, dumt og indbildsk individ. Jeg ville banke folk, stjæle deres ejendom og grine dem op i ansigtet, mens de lå og led. Når min mor eller bedstemor forsøgte at nå ud til mig, smilede jeg til dem og lod dem tro, de var kommet igennem til mig, men i mit sind havde jeg allerede afvist dem. Der var ikke plads i mit liv til kærlighed eller forståelse.

Da frøene blev til ukrudt, og haven blev grim, fandt jeg ud af, at jeg slet ikke levede. Jeg fodrede kun en voksende jungle af uhyggelige vinstokke og ildelugtende ukrudt. Det værste af alt var, at jeg indså, at dette skete, men følte, at jeg havde lidt kontrol over, hvad der voksede i den jungle. Når vi bruger år på at vande frø af vrede og grådighed og uvidenhed, det er hvad vi bliver. Det er, hvad jeg blev. At vide dette og indse al den smerte og skade, der er forårsaget af det, har været ødelæggende. Jeg fortsætter med at føle smerten fra dem, som jeg sårer hver dag, når jeg tager mig selv i at snige lidt vand på de frø, der er så negative og gamle i min have. Jeg kan ikke lade være med at føle skam, og gamle overbevisninger begynder at komme frem og forsøge at slå rod igen. Jeg stopper dog, når jeg indser, hvad jeg laver, og forsøger at fjerne det ukrudt og plante nye frø, der bringer håb, medfølelse og kærlighed frem. Jeg prøver at nå ud til andre, der er fanget i deres vinstokke og ukrudt, og give dem opmuntring til at trække noget ukrudt og plante nyt frø.

Jeg lærer, at ligesom en rigtig have, hvor vi til tider skal pleje jorden og trække lidt ukrudt, når det kommer op, så skal vi række ind i os selv og undersøge vores jord, se hvor vi skal nære os selv og hvor vi har brug for at trække ukrudt. Hvis det lykkes os at overvinde noget af det negative, kan vi genkende, når vi hælder vand på positive frø, og det bringer et smil frem på vores ansigt og varme i vores hjerte hurtigere end noget andet. Der er en vis tilfredsstillelse i at se os selv helbrede, vokse og blive en mere medfølende person. Det giver os håb, og med håb er alt muligt.

I disse dage lærer jeg at se, at alle mennesker lider og at sætte mig i deres sted og mærke deres smerte. Det her er svært. Det er lige så hårdt som selvransagelse og kan lamme os, hvis vi lader det. Men husk på, at det også er rensende. Når vi først forbinder os med en andens smerte og virkelig føler den, vil vi ikke længere ønske at være årsagerne til deres smerte. Så kan vi gå i gang med at blive en årsag til deres lykke, selvom det betyder, at vi aldrig behandler en anden person, som vi gjorde før. Dette er at lære at plante og vande frø af empati og medfølelse i os selv.

Jeg er også ved at lære, at det tager tid og tålmodighed at luge ud i den jungle og forvandle den tilbage til en dejlig have, der producerer dejlige dufte og velsmagende frugt. Det kan tage et eller flere liv, men belønningen er forbløffende, og den kærlighed og fred, som den frembringer, er umådelig. Ligesom vi bliver produktet af de negative frø, vi planter og vander, så bliver vi også som smukke blomster, når vi planter positive frø og derefter vander dem med kærlighed, medfølelse, empati og glæde. Jeg oplever, at når jeg først oplever frugterne af positive frø, bliver det lettere at opretholde en sund have (dvs. en sundere tankegang og udsigter). Men hvis vi ikke fortsætter med at forstærke disse positive frø i vores liv, kan de visne, falme væk og stjæle vores glæde.

At have mennesker i vores liv, som vi kan dele vores rejse med, og som viser os de svage områder i vores livssyn, der forhindrer os i at vokse, kan også være en stor kilde til vand for de positive planter, der vokser i os. Denne person kan være en ven, lærer, mentor, mand eller kone; det gør ikke noget, så længe deres vand hjælper os med at vokse. Til sidst vil vi finde os selv i at hælde vand på frø, vi har hjulpet med at plante i andre, og hjælpe dem med at vokse og selv blive positive frøplantere. Kærlighed, medfølelse og glæde er en smuk have at se på, når vi rejser gennem livet.