Med vores tanker skaber vi verden

På det seneste har jeg gået rundt i en tilstand af forvirring og uro. Som mange af mine landsmænd er jeg bukket under for et overvældende utilpashed. Jeg ser aftennyhederne og ser så meget smerte og lidelse i verden. Vold og fundamentalisme ser ud til at være stigende. I vores eget land er der så meget polarisering. Ærlighed, integritet og empati er en mangelvare i vores lands hovedstad. Hykleri ser ud til at være den nye normal. Som buddhist kan jeg helt sikkert forklare alt dette, i det mindste intellektuelt. Jeg ved alt om selvcentrering og selvopfattende uvidenhed. Jeg er blevet godt skolet i karma, forgængelighed og tomhed. Jeg ved, at dette er samsaras natur. Så hvad skal jeg forvente? Ikke desto mindre ser jeg ud til at have fået mig selv i en royal funk. Det er klart, at læren endnu ikke er sunket ind i min kerne.

Jeg gik i skoven den anden dag. Jeg tænker vist bedst, når jeg er ude i naturen. Det gik op for mig, at jeg forsøgte at ændre verden helt alene. Hvor stolt og arrogant er det? Selv Buddha, Den Opvågnede, var ikke i stand til at ændre verden. Så hvordan skulle jeg, den forvirrede, komme tæt på? Denne funk var af min egen fremstilling. Det var tid til et reality-tjek.

Blandt naturens træer og lyde mindes jeg en nylig undervisning. "Vi er, hvad vi tror. Alt, hvad vi er, opstår med vores tanker. Med vores tanker skaber vi verden.” Jeg havde en mini-opvågning. Jeg skabte en masse lidelse for mig selv med alle disse negative tanker. Jeg så verden gennem en linse af negativitet og pessimisme. Jeg prøvede at kontrollere det ukontrollerbare. Min verden er ikke derude. Det er helt inden i mig. Så hvis jeg vil være glad, skal jeg koncentrere mig om, hvordan jeg reagerer på begivenhederne omkring mig. Med andre ord skal jeg ændre den historie, jeg fortæller mig selv. Den gamle kop halvfuld versus halvtom metafor. Jeg skal finde det gode, hvor der er godt og have et realistisk perspektiv på alt det andet.

Nu er min største frygt, at jeg vil begynde at trække mig for meget tilbage og blive apatisk over for al den lidelse omkring mig. Det er der, mellemvejen og bodhicitta blive vigtig. Selvom jeg ikke personligt kan kontrollere andres handlinger, kan jeg arbejde på mine egne handlinger krop, tale og sind, og med ydmyghed og dygtighed forsøge at være et godt eksempel for andre og at påvirke dem på en positiv måde. Det er jo det, der er Buddha gjorde. Han ændrede ikke verden, men han var i stand til at forvandle sit eget sind og blive et vejledende lys for os andre.