Søger fred

Nogle gange føler jeg, at dette sted driver mig til vanvid. Nogle af disse mennesker her omkring er virkelig ude af kontrol, lad mig fortælle dig. Er lidt fred og ro for meget at forlange?

Min nabo har netop skyllet sit toilet for 64. gang inden for de seneste fem minutter. Hvad laver han derovre? En fyr et par døre nede fra mig har lavet omkring otte kalendere på et bud på 242 år. Lige nu laver han en slags mærkelig lyd, der næsten lyder elektronisk, som noget fra et af disse gamle Atari-spil, hvor du skal forsvare dig mod fjendtlige marsboere. Han har spillet sit "Space Invaders"-spil i omkring 45 minutter nu. Han viser ingen tegn på, at spillet næsten er slut. Fra slutningen af ​​niveauet kommer Tejano-musik så højt, at jeg spekulerer på, om nogen ikke har smuglet et live Mariachi-band ind. Selvfølgelig forsøger den unge gangster nedenunder at overgå dem ved at slå beats på sin celledør til en sang, som kun han kan høre.

Dernæst har vi Sideshow Bob. Jeg er ikke rigtig sikker på, hvorfor han har fortjent denne titel, men han ser ikke ud til at have noget imod det. Ol' Bob bruger en stor del af sin dag på at råbe af sig selv i spejlet. Jeg er usikker på, hvad han og hans lighed skændes om. Det er ret svært at forstå dem, når de bliver oprørte. Uanset hvad det er, er de ret seriøse omkring det.

Den fyr, der bor overfor mig, er en cowboy. Med jævne mellemrum vil han i løbet af dagen og natten råbe "Yeee-haw", for alt hvad han er værd. Sådan ved jeg det. Jeg er ingen ekspert, og jeg har faktisk aldrig set ham med noget kvæg, men han ser ud til at være ægte land. Det har jeg ingen grund til tvivler hans oprigtighed. Jeg kunne fortsætte med at fortælle jer om den knægt, der tror, ​​han er Hitler, eller den generte fra Vegas, som giver os alle en play-by-play-oversigt over alle de aktuelle sportsbegivenheder, som han ser dem, men du forstår sikkert billedet.

Så jeg sidder og trækker vejret og prøver at overdøve det. Jeg prøver at ignorere det. Jeg prøver at give slip på det hele. Jeg husker en historie, som jeg læste for et par år siden, og selv om detaljerne i den undslipper mig, var kernen af ​​den denne: Engang havde en mand (det kunne have været en kvinde) udviklet en rutine meditation tidsplan, som han var stolt af, og som helt sikkert ville bringe meget fortjeneste. En dag, mens han var dybt inde i sit meditation han blev forstyrret af nogen, der søgte hans råd. Oprørt over at blive generet af denne afbrydelse rejste han sig hastigt op, smed døren op og råbte til den besøgende: "Hvad vil du? Kan du ikke se, at jeg mediterer over kærlig venlighed?!!!” Det er så ligesom mig. Jeg bliver så vred over min egen manglende evne til at holde fokus. Jeg er ked af det, jeg betragter som et indgreb i min stille tid. Jeg vil rejse mig op og gå hen til døren og råbe: "Hold kæft for @?#!%!!! Kan du ikke se, at jeg forsøger at redde os alle fra vores elendige cykliske tilværelse?!”

Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg kigger ud af glasset, og jeg ser folk. Jeg ser folk ligesom mig. Åh, vi er forskellige på utallige måder, men vi er stadig de samme. Sideshow Bob er ikke den eneste, der kæmper med sig selv. Jeg skriger dagligt ind i mit eget sinds spejl. Ligesom livredderen kæmper mod sine rumvæsner, er jeg også i krig med mine følelser. Vi dagdrømmer alle til tider om at være et bedre sted og om gladere dage. Måske husker cowboyen, hvor han er fra. Måske tænker Chicano på, hvor han vil hen i fremtiden. De savner deres familier, deres hjem. Måske endda deres job. De savner at gå i græsset og kigge op i himlen for at se fuglene flyve rundt. De savner at mærke solen skinne ned på dem på en varm forårsdag. De føler sig ensomme og vrede. Kærlighed og fortrydelse. Vi lider alle. Ikke kun fra indespærring, men fra uvidenhed. Jeg vender mig væk fra døren med en følelse af fred. Alt er det samme, men på en eller anden måde er det anderledes. Det er stadig højt, men det virker ikke helt så støjende.